At græde over at miste en, man ikke kendte

“Men jeg er ved at være rask”, siger jeg glad. Blodet flyder ikke mere om morgen. Min familie er vågnet. Jeg drikker af deres stemmer. Mediterer lidt og resten af dagen bruger jeg på at elske dem igennem. Der bor hollywoodstjerner på vejen. Og sommeren er ikke helt forbi.”

Da jeg læste disse ord i Atlas i 2013, bevægede Maria Gerhardt mig. Hun fjernede hun lidt af min dødsangst. Der var håb forude. Hun var for vigtig til at dø.

Det har hun gjort lige siden, bevæget mig, med sin vanvittigt velskrevne og væmmelige og hjerteskærende rørende verden.

Nu er hun ikke i verden mere.

Det efterlader mig med en følelse af, jeg sørger over en, jeg aldrig har kendt. Kan man godt det? Kan jeg tillade mig det?! Måske sørger jeg ikke. Jeg ved det ikke. Jeg græder.

Jeg forstod nok aldrig ikke helt, hvordan mine venner kunne græde sig gennem sidste år, da de store rockstjerner døde på stribe. De var så langt væk fra vores verden, og vi havde jo aldrig kendt dem. Præcis som jeg aldrig har kendt Maria Gerhardt. Nuvel. Jeg har danset til hendes lyd på Jolene, og jeg har læst hendes bøger, og kender dem, der kendte hende. Men jeg, jeg har aldrig kendt hende. Alligevel har jeg grædt i dag.
Måske fordi hun netop var en slags rockstjerne for mig. Rå, intelligent, intens, vild, voldsomt velskrivende og vigtigst af alt; for vigtig til at dø.

Måske fordi var så tæt på vores verden. Måske fordi hun var et menneske som mig, en mor i 30’erne, der hverken har tid, mod eller lyst til at dø.

Måske fordi hun var en kunstner, der som kun rigtige kunstnere kan, bevægede mig. Her tænker jeg ikke på dansegulvet. Hun bevægede mine tanker og mine følelser og min grundvold og min motivation for at være taknemmelig for hver dag, jeg er så hamrende heldig at have. Og nu skriver jeg det som datid. Det er dumt, for hun bevæger mig stadig. Den seneste uge i en kvalmende grad med Transfervindue. Bogen har gjort det svært for mig at sove de sidste par nætter. Den kryber ind under huden og kradser i blodet. Hun har vækket min dødsangst. Der er ikke håb forude. Ingen er for vigtige til at dø.

Maria Gerhardt har manifesteret sig som mit memento mori. Hun minder mig om, at alle levende er døende. Det er den bedste motivation for mig til at gå hjem og meditere lidt, drikke af min families stemmer og bruge resten af mit liv på at elske igennem. Man ved sgu ikke hvornår, sommeren er helt forbi.

Tak for alle dine ord, Maria Gerhardt, og for at vise os de raskes fejl. Vi skylder dig og livet at få det bedste ud af livet.

– Gerhardts essay “Der bor Hollywood stjerner på vejen”, som senere blev til hendes første bog, kan genlæses her

Tags: ,

Relaterede artikler

Forrige indlæg Næste indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0 shares

Følg også med her

Få inspiration i din inbox