Læn dig tilbage med langsom livsstil

slow, yoga, living, lifestyle, karen pallisgaard
slow, yoga, living, lifestyle, karen pallisgaard
“If you don’t have the time to be slow, then you aren’t really living properly” – Carl Honore / Kinfolk

Vi lever i en tid, hvor tid er vores mest eksklusive valuta og ro vores mest eftertragtede værdi. Vi snakker om JOMO og downsizing. Slow-fix er det nye quick-fix!  For hvad hjælper det at fikse ting hurtigt, leve hurtigt, arbejde hurtigt, spise hurtigt, trække vejret hurtigt, socialisere hurtigt, lade sig skille hurtigt og hele tiden skynde sig videre, når alt tyder på, at det kun gør os hurtigt sygere, mindre effektive og mere stressede?

Den langsigtede løsning er langsom.

“Jeg synes, det er vigtigt at insistere på langsomhed. Ikke fordi det skal være kedeligt; det skal være smukt og klart”, sådan sagde Jørgen Leth for nylig i Radio24Syv-programmet Spørge-Jørgen”

Langsom Livsstil handler  ikke om, at vi skal stoppe al udvikling, flytte ud i en skov og kun leve kedeligt i slow motion. Det handler om at tage sig tid til at være bevidst tilstede i sit eget liv – både når det er lykkeligt, lækkert, travlt og tarveligt. Det betyder, at vi med fordel kan ruste os til at leve endnu bedre i virkeligheden, som den nu engang er, ved at decelerere i stedet for at accelerere.

Stressstatistikker viser, at mange har et akut behov for at hive lidt i bremsen og slappe lidt (mere) af. Afslaping foregår både i kroppen og sindet. Det er en attitude, og derfor er mit yndlingsmantra for tiden: SLAP AF! Lad os blive inspireret af  The Slow Movement og skrue ned for tempo, bekymringer, aftaler, forventninger, kontrol og to-do’s. Jeg tror på, at Langsom Livsstil kan skrue op for vores samlede livskvalitet og hjælpe os til træffe klogere valg ved at få ro på.

For mig handler Langsom Livsstil om at være bevidst tilstede og få det bedste ud af livet.
Yoga og meditation er de mest hjælpsomme metoder,  jeg har prøvet til dette. De hjælper (mig) til at trække vejret lidt dybere og roligere. Til at træne tålmodighed, koncentration, fokus, nærvær, rummelighed, overskud og til at have det bedre både fysisk og følelsesmæssigt. Således bliver det nemmere at navigere efter punktet mellem det hurtige og langsomme i livet. Det hedder vel balance.

Som selvdiagnosticeret speedaholic er det altså ikke fordi, jeg bilder mig ind at have en kollektiv opskrift på, hvad lykke og balance er. Jeg tror slet ikke på kollektive opskrifter og har sådan set heller ikke lyst at proppe nogen som helst opskrift ned i halsen på nogen som helst ( det skulle da lige være på Meyers’ kanelsnurrer, men det er en anden sag). Hver sin smag. Alting til sin tid. Alle i hver deres tempo.

Her på bloggen kan du blandt andet følge mine (til tider ret ubehjælpelige) forsøg på at gøre mig umage med livet – med yoga som min lille hjælper. Jeg undersøger sideløbende, hvad eksperter og andre kloge typer siger om  både yoga og langsom livsstil og glæder mig til at dele det med dig.

 

Tags: ,

Relaterede artikler

Forrige indlæg Næste indlæg

Comments

  1. Svar

    Fint skrevet og jeg er helt enig:-)
    Slowliving er det nye sort og helt nødvendigt i en verden der vil ha os alle til at være online 24/7….

    Glæder mig allerede til yin på mandag igen.
    Øsnker dig en dejlig og rolig uge,
    Kh Caroline
    ps.
    Har du stoppet med yogamag?

      • Karen Pallisgaard
      • 1. marts 2016
      Svar

      hej caroline – så dejligt, du var med på holdet 🙂 Der kommer nyt fra Yogamag i løbet af næste uge, regner jeg med 🙂

  2. Svar

    Super, det glæder jeg mig til!
    KH C

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0 shares

Følg også med her

Få inspiration i din inbox