Guide til dig, der vil være yogalærer



Jeg har får jævnligt mails fra læsere, der gerne vil vide, hvad jeg har taget af teacher trainings og gerne vil have tips til at vælge deres. Derfor dette indlæg. Jeg har løbende taget – og tager – en række kurser, workshops og uddannelser inden for yoga, meditation, åndedræt og coaching. De mest relevant nævner jeg her.
Siden jeg tog min første uddannelse i 2009 er markedet eksploderet med nye yogauddannelser, fordi der simpelthen er så mange, der gerne vil være undervisere. Og det er jo herligt! Online-uddannelser er også blevet populære. Jeg aner intet om dem. Der er også uddannelser herhjemme, som jeg ikke kender, så derfor kan jeg i sagens natur ikke skrive om dem.
Alt i alt kan det være svært at navigere i de mange udbud – her får du mine bud på fede uddannelser.
Men først.

Start med at spørge dig selv:

  1. Vil du virkelig gerne undervise andre i yoga, eller er du måske bare kæmpe fan af yoga og nysgerrig på at gå i dybden med det? I så fald kan du overveje at tage på nogle af de glimrende workshops, der udbydes herhjemme og i udlandet.
  2. Hvad er din motivation for at ville være yogalærer?
  3. Hvilken slags yoga vil du gerne undervise?
  4. Hvor meget må din uddannelse koste?
  5. Foretrækker du at tage den på et intenst ophold i udlandet, eller over længere tid i weekenderne herhjemme?
  6.  Er det væsentligt for dig, at uddannelsen lever op til internationale krav og er godkendt af Yoga Alliance ?
  7. Hvem er dine yndingslærere? Research eventuelt, hvor de er uddannede eller om de selv uddanner.

Mine valg og bud på gode yogalæreruddannelser

 

karen pallisgaard, yoga, teacher training
Svedig undervisning i Indien

 

  1. Yandara 200 hr. teacher training / Mexico 
    Nyforelsket i yoga var jeg nysgerrig på at blive klogere og fordybe mig. Jeg fandt denne uddannelse i Yoga Journals annoncer og valgte den fordi, den var til at betale, den var all-round og fordi en måned i Mexico var overskueligt eksotisk. Dette blev en af de bedste måneder i mit liv. Jeg kom dybt i yoga, meditation, anatomi, filosofi og lærte sågar at blive glad for at chante. Jeg boede i telt, kom tæt på naturen og de andre elever og lærerne, som jeg stadig har kontakt med i dag.
    Det sidste, jeg skulle var at være yogalærer, og jeg havde modstand på at undervise den endelige eksamen. Men jeg gjorde det. Det gik smadder godt, og jeg tog hjem med en følelse af, at jeg mit venskab med yoga ville blive livslangt.
    Koster ca. 3.000 dollars, varer 16 eller 30 dage, foregår i Mexico, Yoga Alliance certificeret. 
  2. Nalinis hot-yoga uddannelse 
    Nalini havde netop åbnet Københavns første hot-yoga-studio. De kontaktede mig, og det blev her jeg fik debut som nyudklækket yogalærer, efter jeg havde taget deres hot-yoga uddannelse. Den gang var det (vist nok) en 50-timers uddannelse, som allerede uddannede lærere kunne tage. I dag er det en 200 timers uddannelse og udbydes hos Sattva – stadig med Mari Nordstrøm som underviser.
    Koster 24.800 kroner for de 200 timer, undervisning løbende fra starten af året til efterår, foregår i København. Er du allerede yogalærer kan du tager overbygningsdelen
  3. Yogafilosofi v. Simon Krohn
    Hos Hamsa Yoga Studio tog jeg dette inspirerende kursus over cirka 50 timer. Den dygtige yogalærer, Danmarks førende (og eneste?) yogafilosof og forfatter til Nærmere Noget, Simon Krohn, underviste inspirerende om de gamle tekster. De fleste all-round yogalæreruddannelser berører filosofien bag yoga, men det var først på Simons kursus, at jeg kom i dybden med den. I min optik er det væsentligt, at yogalærere kender historiens og filosofiens rødder!
    Hold øje med Simons hjemmeside mindyourself.dk og Hamsas side for hvornår forløbet afholdes igen.
  4. Hamsa Yoga 200 timers yogalæreruddannelse / Indien
    Da jeg kom dybere ind i min egenpraksis og næsten dagligt dyrkede yoga hos Hamsa i Ravnsborggade, forelskede jeg mig hovedkulds i Soham Johansen og Simon Krohns måder at undervise på. På dette tidspunkt var Anusara Yoga mega populært, og jeg var vild med den måde min krop landede i denne tilgang til hatha yoga. Så jeg tog med gutterne, da de afholdte deres første teacher training i Indien. Den uddannelse jeg tog med dem var 200 timers Yoga Alliance-registreret, men de afholder den desværre ikke længere. Til gengæld er der andre fede uddannelser med Simon & Soham – også til Indien.
    Se udvalget af Hamsas uddannelser her.
  5. Sattva Yin Yoga
    Efter nogle år at have praktiseret meget fysisk yoga, fik jeg lyst til at udforske blid yoga. Jeg selvstuderede Sarah Powers og Paul Grilley og praktiserede længe Yin Yoga, inden jeg på Bali tog to ugers kursus i det. Da jeg kom hjem tilmeldte jeg mig Sattvas Yin Immersion, som blev undervist af Yin-ekspert Mari Nordstrøm. Den er del af Sattvas lange yin-yogalæreruddannelse.
    Yin Yoga Immersion er seks dages fordybelse, koster 2950. Hele Yin-uddannelsen koster 24.800 kroner.
  6. Hamsa Yoga Restorativ yoga
    Jeg var ikke den eneste, der fandt ro ved at dyrke blid yoga. Jeg begyndte at se en tendens blandt mine yogaelever; de søgte det stille. Jeg vendte tilbage til dejlige Hamsa Yoga hos Soham og tog i løbet af nogle weekender en 85 timers training i restorativ yoga, som jeg har haft stor glæde af både derhjemme, og når jeg underviser.
    I dag er den på 50 timer og meget populær. Pt. er næste hold udsolgt. Hold øje med Hamsa hjemmeside for nye forløb og priser.
  7. Efterfødselsyogagravidyoga (2 forskellige uddannelser!)
    Under min graviditet gik jeg til yoga hos Maria Allingham og fødselsforberedelse hos jordemoder Anne Ruby. De har sammen YoJo. Jeg har ikke prøvet noget smukkere inden for yoga end at dyrke det med min baby ombord. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg gerne selv ville undervise kommende & nybagte mødre. Så jeg tog i løbet af min barsel to yogalæreroverbygningsuddannelser; en i efterfødselsyoga og en i gravidyoga. Begge foregår på Sattva. Allingham er hovedlærer og en masse interessante fagpersoner er gæstelærere. Jeg elsker gravidyoga så meget, at jeg har skrevet en bog om det, der udkommer til september. Juhuue!
    Efterfødselsdelen koster 7950 og strækker sig over 6 dage. Gravidyogadelen er lidt længere og koster 10.500.

Derudover er jeg ved at uddanne mig til meditationslærer – det skriver jeg meget mere om senere. Hæng på!

 

Tags: , , , , , , , , ,

Relaterede artikler

Forrige indlæg Næste indlæg

Comments

  1. Svar

    Rigtig godt indlæg! Jeg har selv undervist i 2 år, men med ahem, med ikke særlig meget grunduddannelse (50 timer hos Fitness World). Så til efteråret vil jeg 1 måned til Indien for at “finde tilbage til rødderne” og tage en 200 timers yogalæreruddannelse, hvilket jeg drønglæder mig til. Præcist hvilket ashram, jeg vil tage på, har jeg dog ikke helt fundet ud af endnu.
    Jeg er ret nysgerrig på, hvordan du har fået råd til så mange uddannelser? Er det noget, du har lyst til at skrive lidt om, altså om økonomien som yogalærer og hvordan du får enderne til at hænge sammen? Jeg ved godt, økonomi er et ret privat emne for mange, selvom det egentlig bare handler om tal.

      • Karen Pallisgaard
      • 31. marts 2016
      Svar

      Hej Marianne,
      Hvor dejligt at høre fra dig – og yay, det bliver jo mega fedt med Indien, hva’. Spændt på at høre, hvad du ender med at vælge.
      Jeg vil meget gerne tale om økonomien. For hold da op, nok kan det være eksotisk at være yogalærer, men økonomien er knap så spændende. Jeg har taget en del af mine uddannelser, inden jeg sagde mit faste job op. Jeg havde en god redaktørløn og boede billigt til leje og var single. Nu hvor jeg har en lille pige og er “fattig freelancer”, ser det helt anderledes ud – så jeg skal ikke have flere uddannelser foreløbig 😉 For nogle år tilbage fik jeg en stor sjat penge tilbage i SKAT, som er gået til mine uddannelser. Derudover har jeg også benyttet mig af rate-betalinger og nogle steder har jeg lavet en særaftale med udbyderne.

  2. Svar

    Hej Karen
    Tusind tak for svar. 🙂
    Jeg storglæder mig også!
    Gad vide, hvorfor der har sneget sig en masse videoer ind i mit forrige spørgsmål? Kan du se dem?

    • Anette
    • 15. juni 2016
    Svar

    Kære Karen
    Faldt over din inspirende hjemmeside og din guide til os der gerne vil være yogalærer. Tak for det:-)
    Kender du uddannelsen, som dansk yoga udbyder? Det er en 2 årig udd med over 800 timer. Det er også umiddelbart den dyreste ( løber op i 70.000kr )
    Det er helt sikkert en meget grundig uddannelse, men ved ikke om det vil være bedre at bruge pengene løbende, ved feks at tage grundudd hos Hamsa i Århus og derefter bygge på, alt efter behov og interesse og hvad der føles rigtig for mig.
    Jeg overvejer også en udd i udlandet, men er ikke specielt god til engelsk, så er bange for ikke at kunne følge med.
    Hvad tænker du?
    Mvh Anette

      • Karen Pallisgaard
      • 6. juli 2016
      Svar

      Hej Anette
      Dejligt at høre fra dig. Jeg synes du skal tage den, der tiltrækker dig mest. Jeg har hørt godt om begge de danske uddannelser, du nævner. Hvis du ikke er så ferm udi engelsk, tror jeg du vil finde det federe at tage en på dansk. Alt godt, Karen

    • Ida
    • 28. september 2016
    Svar

    Hej Karen,
    den guide var lige hvad jeg kunne ha brugt da jeg i vinters ledte efter et sted at tage min yoga uddannelse.
    jeg har tog 200 timers på Bali, men jeg er ikke kommet igang med at undervise endu,
    hvordan kom du selv igang, eller er der andre som læser denne her blog, som er i samme situation, som har lyst til at hjælpes ad med at komme igang ?

      • Karen Pallisgaard
      • 17. oktober 2016
      Svar

      Kære Ida, det vil jeg meget gerne skrive et indlæg – tak for inspiration til det 🙂

    • Trine
    • 27. oktober 2016
    Svar

    Kære Karen,
    Tusind tak for din guide, den er meget hjælpsom.
    Jeg vil høre om du kan hjælpe mig i forhold børneyoga.. kender du et sted hvor man kan tage en børneyogauddannelse? Vil du anbefale man tager en yoga grund uddannelse og supplere med workshops i børneyoga? Eller tager en disideret børnayogauddannelse..? Hvad tænker du vil være bedst på den lange bane..
    På forhånd tusind tak.

    Med venlig hilsen
    Trine Bredgaard

      • Karen Pallisgaard
      • 18. november 2016
      Svar

      Hej Trine,
      Jeg har hørt godt om det lille yogahus på Amager 🙂 Kontakt dem – de ved helt sikkert, hvad er er optimalt 🙂
      Kh Karen

    • Stine
    • 15. maj 2017
    Svar

    Hej Karen. Hvor vigtigt vil du mene det er, at uddannelsen er yoga alliance-godkendt ift. at få job som underviser bagefter? 🙂 har nemlig kigget på nogle uddannelser hos Hamsa og Senses, som jeg overvejer pga. underviserne, men som jo ikke har certifikatet? Er man så nødt til at overbygge bagefter?

    Mvh Stine

    • Stine
    • 16. maj 2017
    Svar

    Hej Karen 🙂

    Hvor vigtigt vil du mene det er, at en uddannelse er godkendt af Yoga Alliance, ift. at undervise bagefter fx?
    Jeg overvejer nemlig – især pga. lærerne – at tage en 100 timers uddannelse hos enten Hamsa eller Senses, men de har, så vidt jeg kan se, ikke dette certifikat.

    Vh. Stine

      • Karen Pallisgaard
      • 16. maj 2017
      Svar

      Hej Stine. Det er ikke så vigtigt længere tror jeg. Ikke i Danmark, måske er det vigtigt internationalt. Tidligere var YA ligesom et kvalitetsstempel. I dag er mange uddannelser herhjemme blevet kortere. Jeg aner ikke, hvordan man sikrer sig et minimums kvalitetsniveau blandt alle de lærere, der bliver spyttet ud. Men Hamsa vil jeg til hver en tid anbefale – det er 100 % kvalitet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 share

Følg også med her

Få inspiration i din inbox