Karen

karen-sidebar

En kort

Uddannet journalist & yoga- og meditationslærer
Arbejder som forfatter & foredragsholder
PLAN-ambassadør & HuffPost-blogger

En lang

Vil du med på en yogarejse?
Sådan spurgte en e-mail mig engang i de glade 00’er, hvor jeg var redaktionschef for et livsstilsmagasin i København. Det var før finanskrisen, og en tid hvor del af journalistjobbet var at gå til receptioner i stilletter, hvor champagne blev serveret i tårne. Jeg blev tristere, tykkere og trættere for hver dag, der gik. Og så kom der så dette spørgsmål i min inbox en aften, hvor jeg som sad med stærk kaffe-OD og arbejdede sent. Jeg anede ikke på dette tidspunkt, at den mail ville komme til at ændre mit liv.

Jeg havde ret mange fordomme om, hvad yoga var. Blandt andet var det kedeligt, for hippier, for vegetarer, for blødt, for røgelsesduftende og for meget hør svøbt i hennahår og badet i bøn. Man skulle vist kunne nå sine tæer, og dem havde jeg ikke været i nærkontakt med … nogensinde. Jeg takkede med mild skepsis ja til at tage med til Grækenland på en uges yogarejse for at skrive om denne ældgamle visdom fra Indien, der nu var nået til Danmark og blevet et moderne (ferie)fænomen for alle os stortravle og småstressede vesterlændinge.

Da jeg tog af sted, var jeg søvnløs og havde som sædvandlig høj puls. Min skuldre hang fremover. En typisk computerkrøllet krop med et hoved skruet på i skæv vinkel med hagen og halsen skudt frem som en skildpadde, der prøver at følge med i verden omkring sig, mens min krop var som skildpaddens skjold; en hård, beskyttende skal. Undervejs på yogaopholdet fik jeg hovedpine. Rystende muskler. Jeg græd flere gange, hvilket normalt ikke var noget, jeg syntes var særlig fedt foran andre, men det var, som om jeg blev glad af at græde der, og forløsningen blev støttet af yogastillingerne. Mine fordomme krakelerede med forundren over, hvor hårdt det var at stå med hovedet ned og numsen op.  Jeg blev til gengæld noget nær euforisk, da jeg fik mit livs første oplevelse af meditation. Undervejs rullede mine skuldre sig ud og tilbage på plads, og jeg følte mig en halv meter højere på alle måder. På en eller anden simpel måde blev jeg en lille smule mere mig selv i Grækenland, som en skildpadde på vej ud af sit skjold.

Jeg kom hjem. Skrev artiklen. Noget var forandret. Og noget skulle forandres. Og det blev det. I løbet af de næste år uddannede jeg mig som yoga- og meditationslærer. Jeg skiftede job og blev sundhedsredaktør på Femina. Jeg blev skilt. Jeg flyttede. Jeg gik ned med stress. Jeg sagde mit job op. Jeg fik en bogkontrakt. Jeg rejste til Indien og Bali og kom tilbage med en klar fornemmelse af, at det handler om at få ro på, finde fordybelse og fællesskaber og få det bedste  – ikke nødvendigvis det meste – ud af livet. Jeg dykkede ned i nyeste forskning om yoga, meditation og mindfulness. Der er en masse fysiske og følelsesmæssigt fordele ved disse gamle mind-body-praksisser. Det handler ikke om, at du bliver evigt happy-happy, rolig, rummelig, og et bedre menneske, bare fordi du dyrker yoga. Selvfølgelig ikke. Men yoga kan gøre dig bedre til at være menneske – være endnu mere dig, præcissom du er og være med det, der er – både når livet serverer lort, lagkage og leverpostej. Det begyndte jeg at skrive om.
Det er hidtil blevet til diverse artikler i ind-og udland plus bestsellerne Begynderyogabogen  og Langsom Livsstil samt Gravidyogabogen og senere i 2017 udkommer jeg med en serie af bøger om Hverdagsyoga på mit forlag Rosinante.

Jeg har min egen virksomhed og lever af at formidle yoga – som underviser, forfatter, foredragsholder og freelancejournalist. Jeg er desuden stolt PLAN-ambassadør og blogger internationalt for Huffington Post.

Hvis du vil med til de forskellige events, jeg løbende afholder, kan du se mere i min kalender. Og hvis du, din forening eller virksomhed er interesseret i et samarbejde, kan du se, hvad jeg tilbyder af ydelser her.

Kærligst,

 

 

 

 

 

Karen i medierne her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Følg også med her

Få inspiration i din inbox